Vore nuværende lærling har kontraktudløb, så kunne du tænke dig en alsidig og stærk håndværksmæssig uddannelse, og har du det rette håndelag, så kan du nu blive vores nye pladelærling.
Når skaden er sket, er det pladesmedens job, som er afgørende for om ejeren igen kan køre lige så trygt og sikkert i trafikken, som før reparationen.
Derfor skal du have en høj arbejdsmoral, gerne være lidt af en perfektionist og elske udfordringer, biler og metal.

Uddannelsen:

Uddannelsen er 4 årig, når du har taget grundforløbet på 6 måneder. Du kan søge SU under skoleopholdet, og når du starter hos os i praktik, får du den overenskomstmæssige elevløn.
Lønnen stiger hvert år i hele forløbet, og du starter også din pensionsopsparing i læretiden.
Vi har overenskomst med Dansk Metal

En karosseriuddannelse er en erhvervsuddannelse, som gennem skoleophold og praktik, giver dig færdigheder og kompetencer indenfor:

  • Opbygning, fremstilling, reparation og udskiftning af dele på karosserier, chassis og køretøjer
  • Specialindretning af køretøjer
  • Analyse og opretning af komplicerede skader

Adgangskravet til grundforløb er folkeskolens afgangseksamen med karakter 2,0 i dansk matematik.
Generelt er der meget gode jobmuligheder efter endt uddannelse, og lønniveauet ligger i den pæne ende.
Det er også fra denne uddannelse, man normalt henter forsikringstaksatorer. Der er tale om en meget bred uddannelse der kan danne et godt fundament for din fremtid.

Du kan læse meget mere detaljeret om uddannelsens indhold og krav i dette link:

Bekendtgørelse om karrosseriteknikeruddannelsen

Hvem er vi:

Hos Bøje & Brøchner i Vejle kommer du til at arbejde med Fords brede program af person- og varebiler, hybridbiler, elbiler og specialindrettede køretøjer. Du vil efter endt uddannelse have mulighed for at videreuddanne dig inden for Fords certificerede europæiske masterprogram.

Vi har uddannet lærlinge siden 1926, så tøv ikke med at søge jobbet.

Har du fået lyst til at høre mere om denne læreplads, så kontakt værkfører René Kristensen på rk@bbvejle.dk eller 7640 7132.

Bøje & Brøchner a/s har siden 1926 været et betydeligt bilhus i Vejle. Vi driver autoriseret mærkeforhandling af Ford med status som FordStore og med kunden i centrum ønsker vi,
at vores kunder oplever en let tilgængelighed og en personlig betjening, der tager hånd
om deres individuelle behov og ønsker.